Havde den bedste dag med Alva i går. Hentede hende ude hos mormor og moffe og så byttede jeg Liva ud med Alva. Derefter kørte vi hjem til Nørrebro, hvor hun fik sig en lille lur i bilen. Da vi kom ind i lejligheden fik hun en Oreo og et glas mælk. Så skulle der lige leges lidt vildt med far i sofaen og så ud i gården hvor solen skinnede. Der blev hurtigt linet op til det muntre køkken ude i sandkassen og den lille rutschebane fik også en stående tur et par gange. Alva fik pludselig den gode idé at hun skulle have solbriller på og køre på løbehjul samtidig, så derfor måtte jeg selvfølgelig ind og hente de hvide Dame Edna solbriller inde i soveværelset. Løbehjulsturen stoppede pludseligt, da Alva fandt den lille sorte kat inde i hækken, og selvom hun på sit sødeste guggi-katte-sprog prøvede at tale katten hen til sig blev den trygt og sikkert inde i hækken. Efter halvanden time i solen og gården var det blevet tid til en rugbrødsmad og lidt afslapning foran tv-kassen med en dut. Vi skulle også lige lege vildt engang til inden vi skulle ind og putte, men så falt den lille (store) Alvadut også hurtigt i søvn. Sikken en dejlig dag!
Kategorier













