Sammen med Mogens Lykketoft (i pap) Nobels fredspris modtager Kailash Satyarthi (i kød og blod) og så lige en små 300 hundrede andre deltagere var jeg taget til Børnenes Dag i UNICEF i FN bygningen i frihavnen for at fejre børnekonventionens 26-års fødselsdag. Jeg har aldrig været med før, og jeg har set hen til dette arrangement i lang tid nu med store forventninger. Der var netværksfrokost til at starte med..
Hvor man kunne få sig lidt at spise og drikke inden der var oplæg i plenumsalen. Det var udsøgt at mingle med så mange forskellige mennesker der alle har samme interesse for børns rettigheder. Det er skønt at opleve hvordan ens professionelle baggrund står i skyggen af ens interesse for at skabe bedre vilkår for børn.
Der var 17 udviklingsmål at dykke ned i, så det var med stor interesse at vi skulle ned i plenumsalen..
Første indslag var en lille film fra UNICEF hvor børn forholder sig til begrebet fattigdom. Det var underholdende på en belærende måde, at lytte til hvordan børn opfatter livet hvis man er fattig. Jeg har omtalt den lille kampgange før – her.
Derefter skulle vi lige præsentere os selv for hinanden og beskrive hvad vi havde af forventninger til dagen og hvorfor vi var til stede. Det var en øvelse der skabte god stemning og kemi, men jeg er sikker på at jeg som opvarmer liiiige kunne ha’ bobbet det hele en 60-70% mere op uden at det skal være en konkurrence. Verner Kristiansen var en super ordstyrer der var på dagen som båede magtede at lave suveræne oplæg på dansk og engelsk samt små opsumeringer efter hvert indlæg – meget professionelt.
En videohilsen fra Mogens Lykketoft (på engelsk) som formand for FN’s generalforsamling samt en tale fra social- og indenrigsminister Karen Ellemann åbnede op for en dag med en masse indtryk og reflekterende input..
Det var selvfølgelig ingen tvivl om at dagens højdepunkt var talen fra Nobels fredspris modtager Kailash Satyarthi, der med sin “get angry” filosofi har fat i en stærk pointe med at folk der er sure, rasende eller forrykte over et emne har en måde at formidle deres budskab på som brænder igennem på en anden måde end hvis man ikke var “angry”. Det er utroligt at være vidne til en mand der igennem hele sit liv har viet det til at give undertrykte børn deres frihed tilbage..
Der var intet andet end LOVE fra salen til Kailash og det var virkelig en udsøgt fornøjelse at kunne være i selskab med en sådan historisk personlighed.
Nu skulle vi alle vælge to “laboratorier” som vi ville høre nærmere om ud af ti mulige og jeg valgte at blive klogere på begrebet CSR (Corporate Sustainability and Responsibility) der handler om bæredygtighed blandt firmaer og hvordan man tjener pengene og hvordan man bruger dem – altsammen på en bæredygtig måde..
Forfatteren Daniel Baun (tv.) og IKEAs substainability manager Jonas Engberg (th.) svarede på yderst kompetente spørgsmål fra et interesseret og spørgelystigt publikum. Vi havde desværre kun en halv time i hvert laboratorium, så de 30. min. fløj hurtigt afsted..
Sidste laboratorie var med forfatteren og debattøren Lisbeth Zornig Andersen, der talte om fattigdom og udsathed blandt danske børn. Det var en snæver, men ganske interessant debat, hvor bl.a. en meget velformulerende elev fra Langelinieskolen, der jo som bekendt er Danmarks første rettighedsskole og samme skole som Liva går på, fik formuleret nogle suveræne synspunkter fra et helt ungt menneskes vinkel..
Efter de to sessions i laboratorierne vente vi tilbage til den store sal for at høre lidt om hvad forskellige deltagere havde oplevet under laboratorie besøgende og især én dreng – også fra Langelinieskolen – var blevet meget inspireret af sin session hos Tomas Jensen om hvordan man tackler børnefattigdom i Cambodja. Det var for mig vidunderligt at høre hvor meget denne unge mand havde nået at reflektere over på så kort tid og det giver samtidig en dejlig tro på de næste generationer, når man som jeg, sidder som far og hører på hvordan det står til i verden og ikke mindst hvordan vi kan gøre det bedre..
Sidst men ikke mindst skulle et helt nyt tiltag se dagens lys i form af overrækkelsen af UNICEF prisen. Prisen har aldrig være givet før og gik til Per Schultz Jørgensen, som holdt en meget bevægende og medrivende takketale. Jeg kunne desværre ikke blive til at opleve Caroline Henderson og Rune Klan underholde, men jeg var også så mæt af fantastiske indtryk og input og glæder mig allerede til at lade mig inspirere til fremtidige tiltag for at støtte UNICEF og selvfølgelig verdens børn.
Kategorier