Efter at have besøgt Kusama på Louisiana, tog min kæreste og jeg videre ud i naturen for at opleve lidt af den fantastiske efterårsstemning som årstiden forkæler os med i disse tider. Vi kørte mod Fredensborg Slot og valgte, efter samråd med ejeren af Vaffelhuset, at gå hele vejens rundt om slotten ude langs vandet. Det var lunt i vejret og vinden var ikke hård, så det var perfekt til at gå i. Der er ca. en times gang rundt og man kan sagtens tage sine børn med også selvom de kræver barnevogn eller klapvogn. Der er fine stier hele vejen rundt og man skal ikke ud i de store højdemeter for at skubbe klap- eller barnevognen rundt, selv hvis man er alene afsted. Vi stoppede kort ved den store badebro, der dog var lukket ned pga. renovation.
Vandet så roligt, men meget koldt ud, og vi blev begge enige om at det ville være et godt sted at komme tilbage til, når det blev sommer igen. Vi gik videre og blev hele TO gange passeret af en mand på en sofascooter, hvor han havde sin store hund liggende foran sine fødder? Det så ret så mærkværdigt ud, for hunden nød selvfølgelig at være i naturen, men dog helt uden at røre sig fysisk eller snuse og dufte til landskabet den befandt sig i.
Snart havde vi gået de små 4 km rundt om slottet for at vende tilbage til parkeringspladsen, hvor den lille sølvgrå C-Max ventede med varme i sæderne. Vi fik lige en lille gave fra naturen til sidst i form af et sjældent farvespil i alle efterårets smukkeste farver, se selv..
Er det ikke bare fantastisk! Tænk engang, at alle de oplevelser er helt uden entré, køer eller turpas, bare ud i det blå og gå.
Kategorier